Skip to main content

Linjefag

Linjefag

I overbygningen (7.-9. kl.) kan eleverne hvert år vælge ét af nedenstående linjefag. Man har mulighed for at afprøve flere fag i løbet af tre år eller fordybe sig i et fag som man brænder for i alle tre år. 

  • Håndværk og udeliv
  • Kunst
  • Musik
  • Drama

Undervisningen i linjefagene varetages af lærere med specialuddannelse inden for fagene.

Håndværk og udeliv

Valgfaget håndværk og udeliv er for dig, der gerne vil opleve glæden ved at arbejde med hænderne, idéudvikle og nyskabe – og for dig, der godt kan lide livet i det fri.

For hvem vil ikke gerne overnatte imellem to træer i en hængekøje, de selv har designet og skabt ud af materialer, som de selv er nået frem til kunne være den allerbedste løsning?

I håndværk og udeliv lærer du forskellige håndværk at kende, så du kan designe og udvikle de ideer, du får – det hele med omdrejningspunkt i udeliv med fx madlavning på bål, kajak-/kanosejlads og klatring, men også mere projektorienterede forløb, som for eksempel ’grøn sløjd’, smedning og lignende.

Velkommen til håndværk og udeliv!

Musik

Musik er for dig, der brænder for musik. For dig, der har lyst til at dygtiggøre dig på dit instrument og blive rigtig god til at spille sammen med andre.

Har du ikke valgt et instrument, er der også gode muligheder for at prøve forskellige instrumenter af og finde
ud af, hvad du kan lide.

Vi vil i løbet af året arbejde med forskellige områder inden for musikkens verden: sammenspil, groove, rytmelære, akkordlære, nodelære, kor, improvisation – og meget andet…

Musiklinjeholdet optræder ved koncerter i løbet af skoleåret, bl.a. ved årets Lilleskolefestival i slutningen af skoleåret.

Kunst

I linjefaget Kunst handler det om, at du har lyst til at skabe, at bruge dine ideer, eksperimentere, flytte dine grænser for måden, du udtrykker dig på.

I kunst lærer du forskellige måder at udtrykke dig på, som ikke er med det skrevne ord…

Vi skal bl.a. arbejde med: Plane billeder, skulptur, installationskunst, fotokunst, digitalkunst, brugskunst, design, kunsthistorie, kunstretninger, berømte kunstnere og tage på besøg på kunstmuseerne.

I faget Kunst må du tolke på alt det, du støder på i dit liv! Her må du arbejde med begrebet æstetik i positiv og negativ form! Her bevæger du dig ind på en vej, hvor mange kunstnere har været før dig. Kunstnere fra forskellige tidsperioder og kunstretninger og med forskellige missioner.

Alle har de tegnet, malet, svejset, støbt, trykt, sat sammen, provokeret og tænkt! Nu er det din tur, hvis du har lyst til at prøve dig i faget Kunst.

Drama

Er du vild med teater, og drømmer du om at stå på en scene en dag? Eller har du bare lyst til at udfordre dig selv og opleve teatrets magi på tæt hold?

På linjefaget Performance er der plads til alle – uanset erfaring og forkundskaber. Du vil få mulighed for at udvikle dig, prøve noget nyt, flytte grænser, grine, danse, fjolle og generelt bare lege rigtig meget.

Vi har faste rutiner og rammer omkring undervisningen, som rummer selve skuespillerens værktøjer: krop, stemme, replikker, følelser osv. Men også forskellige genrer, metoder og teknikker. Indimellem tager vi også i teatret.