Sådan skriver I jeres barn op til Gudenåskolen
Hvis I ønsker at skrive jeres barn op til en plads på Gudenåskolen, bedes I udfylde et interesseskema. Når vi modtager interesseskemaet, får I en tilbagemelding samt en opkrævning på 100 kr., som det årligt koster at stå på ventelisten.
Vi kontakter jer efterfølgende, når/hvis der bliver mulighed for en plads på skolen. Når klasser dannes, eller der søges skoleskift, har søskende fortrinsret.
Desuden betyder dato for opskrivning samt balancen i klassen, fx antal drenge/piger, også noget. Interesseskema kan udfyldes herunder:


Procedure for opskrivning
Skolestart i 0.klasse
- Familien viser interesse for skolen, og barnet skrives op
- Informationsmøde for forældre i november året inden skolestart – herefter får I besked, om der er en plads
- Personlig indskrivning i foråret – alle børn og forældre inviteres i grupper til et møde med børnehaveklasselæreren og en rundvisning
- Besøgsuge/dage for den nye børnehaveklasse i maj
- Forældremøde i maj/juni
- Skolestart i august
Procedure ved skoleskift
Skolestart ved skoleskift
- Familien viser interesse for skolen, og barnet skrives op
- Forældre besøger skolen og snakker med leder
- Elev og forældre besøger skolen og snakker med leder og klasselærer
- Forældre giver tilsagn om, at Gudenåskolen må indhente oplysninger fra tidligere skole
- Besøgsuge/dage
- Endelig aftale og udfyldelse af optagelsesskema
- Start på Gudenåskolen efter aftale og behov

Om optagelse på skolen
Når vi optager nye børn på Gudenåskolen, kigger vi på flere forhold – blandt andet kønsfordeling i klassen, klassedynamik og naturligvis ventelisten. Derudover har vi nogle få “wildcards”, hvor enkelte børn optages ved lodtrækning. Dette gør vi for at give fx tilflyttere til kommunen en chance for at komme ind på Gudenåskolen – og for at undgå at lukke os om os selv.
Vi får ofte spørgsmål om placeringen på ventelisten, og vi forstår naturligvis ønsket om at få klarhed. Samtidig vil vi gerne være ærlige omkring, at et specifikt nummer på listen sjældent giver et retvisende billede – særligt ikke lang tid i forvejen.
Når det gælder kommende børnehaveklasser, begynder vi først arbejdet med sammensætningen af klasserne i løbet af efteråret før skolestart. Her ser vi blandt andet på, hvor mange søskendebørn der er, samt på fordelingen mellem drenge og piger. Det er også værd at være opmærksom på, at søskendebørn kan blive skrevet op relativt sent og stadig tælle med i den samlede vurdering.
Overordnet stræber vi efter at skabe klasser, hvor alle børn trives både fagligt og socialt. Det betyder, at vi i nogle tilfælde må tage særlige hensyn i optagelsesprocessen.
I er altid meget velkomne til at kontakte os, hvis I vil høre, om der aktuelt er udsigt til elevoptag i en bestemt klasse. Vi tager gerne en snak og deler det, vi ved på det givne tidspunkt.

