Kreativitet

På Gudenåskolen vægter vi høj faglighed indenfor alle fag og mener, at det praktisk-musiske går hånd i hånd med det formelt faglige.

Børn lærer på forskellige måder, derfor er forskellige tilgange til læring centrale.

Særligt musik, teater, billedkunst og andre praktiske og kreative måder at lære på har en stor plads hos os – både i den daglige undervisning, fællesemnet samt vores årlige 3 perioder af 2 projektuger.

Forestil dig, at du træder ind på skolen til fælles emnedag og bliver mødt af underlige boblelyde fra de store højttalere på skolens torv. Hvert rum er en ny verden af oplevelser. Børn går fra sted til sted i små grupper, store og små sammen. I et rum sidder en stor gruppe børn og lytter til noget om verdens drikkevand, som et par teenagere medrivende fortæller om. Inde ved siden af er der mørkt, bortset fra små tableauer i papkasser, som børnehaveklassen stolt viser frem. De voksne, som du ser, har frømandsdragt eller badekåbe på og guider børnene rundt i en verden af vand. Fællesemner har fx været ”Rejsen til jordens indre”, ”Vand”, ”At rejse er at leve” og “Arkitektur”.